Mit ophold på Dallund

Mit ophold på kræftens bekæmpelses Rehabiliteringscenter Dallund.

Om vinteren 2005 samlede ungmor.dk og singlemom.dk ind til at jeg kunne komme på ophold ved kræftens bekæmpelse, da mit eget amt som et af de eneste i landet, ikke ønskede at betale opholdet. I uge 28, 2005, tog jeg så afsted til fyn, intetanende om hvad der ventede mig der nede, men ved godt mod, og med en masse håb om hvad jeg ville kunne bruge opholdet til.

I lang tid, i over et halvt år, har jeg forsøgt at skrive lidt om mine oplevelser der nede, hvad jeg kunne bruge det til, og hvad jeg har fået ud af det. Men det er endnu ikke faldet til ro i mit hoved endnu. Så jeg vil skrive lidt om hvad jeg oplevede der nede.

Den første dag brugte vi på at lære stedet og hinanden at kende, og allerede der blev det hårdt. I vores fælles præsentation fortalte vi alle hvad vi fejlede/fejler, hvad vi har gået igennem, og hvad vi gerne vil med vores liv. Der kom mange hårde historier på bordet. heldigvis var de fleste kommet sig over deres kampe, og allerede der begyndte jeg at føle mig en smule udenfor. Jeg havde aldrig fået den hårde kemo, aldrig tabt håret, og var ikke kommet over på den anden side.

På da to blev jeg overbevist om at selv om jeg ikke havde været igennem det samme som flere af de andre, var jeg hverken mere eller mindre kræftpatient af den grund. Og vi fandt sammen i et helt utrolig fællesskab, som jeg aldrig har oplevet før. Efter jeg er kommet hjem, har jeg bedst kunnet beskrive opholdet ved at det er det eneste sted jeg har følt mig normal og almindelig siden jeg blev syg, jeg følte mig ufattelig tryg der nede, og hvor end jeg vendte mig var der nogen der havde oplevet det samme, og uden at lyve kunne sige oprigtigt, at de forstod mig i de tanker og følelser jeg havde.

Dag 3 blev rigtig hård for mig. Vi kom til at skulle snakke om efterfølger, og mange var kommet sig over de værste. Vi kom til at snakke om "kemo-hjerne". Altså det at man når man får kemo ikke kan koncentrere sig, og ikke huske. De fleste var kommet der til hvor det gik frem ad, men jeg som får kemo hver dag spurgte sygeplejersken om jeg skulle leve med det lige så længe jeg skal have medicin, og det måtte hun desværre svare ja til. Der fik jeg det første knæk, og jeg måtte trække mig ud af gruppen, da alle følelser og tårer væltede frem. Jeg vil så gerne en hel masse med mit liv, og derfor var en fremtid med konstant "kemo-hjerne" det værste tænkelige. Jeg satte mig ned til søen, hvor jeg græd i lang tid. En sygeplejerske hjalp mig op på værelset, og en anden tog over, så jeg kunne få snakket det igennem med det samme, og det hjalp meget. Ingen steder på Dallund blev man overladt til sig selv, med mindre man selv ønskede det, og alle steder stod der folk klar til at bearbejde følelser og reaktioner med det samme. Desværre udløste den her tur et migræne anfald, og jeg måtte lægge mig resten af dagen, og dagen efter, hvor Tv-holdet desværre kom. Men så fik de også set mig når jeg havde det skidt.

Fredag aften, vores sidste aften på slottet, blev der holdt fest for os. God mad, vin og spiritus, og et slot at feste på, bedre kunne det ikke blive. Det var en fantastisk aften, hvor der blev leget, danset og sunget. Den aften vil jeg altid huske, som noget helst specielt. Denne aften fandt vi også vores helt egen sang "Born to be alive".

Lørdag formiddag skulle vi så sige farvel, vi lavede nogle øvelser sammen, som skulle afslutte opholdet, men også knytte os tættere. Bagefter gik turen hjem. Det var virkelig svært at sige farvel til slottet, og de mennesker jeg havde lært at kende der. Det var meget hårdt at skulle tilbage til den virkelige verden, verden uden for, hvor folk ikke er forstående på samme måde.

Det jeg har fået ud af opholdet er svært at sige, men det vigtigste er nok at jeg har fået nogle gode kontakter med de andre kursister, og har fået en helt anden forståelse af det at være kræft patient, og som jeg ønskede og håbede, så kom jeg hjem som en bedre mor, en bedre Nadja, og et menneske med mere energi og forståelse af sig selv.

Endnu en gang tak til alle jer der har hjulpet mig på vej.