Naddi'en med veer - 40+2
Kl. 12 skulle Bønnens far og min mor et eller andet, kan ikke huske om de skulle hente noget at spise, eller de skulle hente noget til tasken til fødegangen, men de gik i hvert fald, og jeg luskede mig til at ringe til fødegangen. Jeg var ikke helt tryk ved at være hjemme. På fødegangen snakkede jeg med en forfærdelig snerpet jordmoder, hun var bare så træls at høre på, og jeg klagede min nød. Til sidst sagde hun: Du skal komme når der er 3-4 minutter mellem veerne, og ikke 4-5, til det svarede jeg: Det har der været lige fra start! Så sagde hun rigtig fornærmet: Så kan du komme når vandet er gået! - Dyb skuffelse. De andre kom tilbage, og jeg forsøgte at hvile lidt. Men pludselig skulle jeg tisse helt vildt, og jeg gik på toilet flere gange uden at kunne tisse, lige da jeg var 5 cm fra at plante min bagdel i sofaen kom det så. Jeg kiggede meget ynkeligt på min mor og sagde: Jeg ved ikke om jeg lige har tisset i sofaen, eller om vandet er gået. Min mor grinte bare og sagde at der var ingen tvivl om at det var vandet. - Da var kl. 14:20 Og så var jeg bare klar til at køre, og vi stod på fødegangen 10 minutter efter. Den grumme jordmoder tog imod mig, og gav mig lidt lattergas, det var en rigtig dårlig idé, for det fik jeg black out af, og måtte så nøjes med ilten. Kl. 15 var der vagtskifte, og min yndlings yndlings jordmoder kom, det var bare helt perfekt! Mine veer blev bare værre og værre, og jeg ville have noget smertestillende, men da var jeg allerede åbnet for meget til at de kunne give noget (sagde hun). Så tiggede jeg om at få kejsersnit, men det ville hun sørme heller ikke gå med til. Kl. 16:20 kom jeg så i badekarret, og det var bare super skønt. Jeg var meget udmattet og jeg sad der og sov mellem mine veer, som der var 4 minutter imellem. I et vågent øjeblik blev jeg så sur at jeg sendte både Bønnens far og min mor ud fra stuen, jordmoderen ville også gå, men hun fik besked på at blive. De sad alle 3 på hver deres taburet og gloede på mig, det blev altså lige for meget for mig kl. 18 sad jeg der stadig. Jeg forsøgte at sidde HELT stille, for hver eneste gang jeg bare så meget som vippede med en lillefinger gjorde det ondt i hele kroppen, det følte jeg i hvert fald. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg havde presseveer. Jordmoderen tog hjertelyd mellem hver ve og den begyndte lige pludselig at falde, så Bønnens far blev kaldt ind på stuen, jeg op af karret. Op på alle 4 på fødelejet, og så skulle jeg bare presse, for der var ikke nogen hjertelyd længere. Da havde jeg desværre siddet mine veer over, så jeg havde ingen veer til at arbejde med mig, og der blev kaldt en fødselslæge ind og skulle lægge ve-drop, jeg er meget bange for nåle, så jeg ville ikke havde skidtet, så det endte med at han måtte sidde på gulvet, halvt under sengen, for at fange min hånd. Alt imens pressede jeg som en gal, og det lykkedes mig at få presset den lille ud, samtidig med at lægen fik startet ve droppet. 18:20 var klokken der. Det var jeg den eneste der så, for Bønnen trak ikke vejret, han havde navlesnoren om halsen en enkelt gang. De flåede ham ud af mig, og da jeg stod på alle 4 med ryggen til, kunne jeg intet se. Der blev tilkaldt ekstra lægehold, da de var nød til at klippe navlesnoren før moderkagen havde rykket sig løs, og så var det mig der mistede blod. - Jeg råbte og skreg: Giv mig mit barn, giv mig ham osv. Og kort tid efter kom der også lyd på smølfen. han var temmelig lilla, har jeg fået fortalt. Bønnen nåede at få det godt inden det andet lægehold kom, og jordmoderen, lægen og sygeplejersken kunne nu i ro tage sig af mig. Jeg skulle havde født moderkagen, meget klam oplevelse, syntes jeg. Og så skulle jeg syes en del. Bønnen lå hos mig under det hele, og jeg havde en følelse af at jeg kunne klare hele verden på det tidspunkt. - Der var min lykke gjort!! Min mor griner den dag i dag stadig over at min første sætning var: Se mor, han har øjne! Han kigger på mig! Jeg gav først slip på ham da jeg skulle i bad, og da fik hans far lov at holde ham. I badet var jeg sikker på jeg var ved at dø, for det første så jeg stjerner over det hele, og var vildt svimmel pga. jeg havde mistet en del blod. Og for det andet så havde jeg siddet/ligget ret lang tid, så der var en masse blod der var størknet inden i mig, og havde samlet sig som kager, som bare klattede ud på gulvet, det føltes nøjagtig som at føde moderkagen igen. Efter mit bad fik vi noget at spise, boller i karry - HVAD, til en der lige har født??! Nej tak, så jeg sendte min stedfar på McD, og så fik jeg mig et "ordentligt" måltid. Om aftenen, da min familie var taget hjem, gik jeg ud som et lys. Jeg havde ellers kørt på et voldsomt adrenalin kick, men nu var det sluppet op. Så det blev Bønnens far der lå med ham på maven hele natten, og de vækkede mig først, da Bønnen blev sulten om morgenen.
Sebastians dåb 20. oktober 2002
