Så skal der
fødes!
|
Fødslen
- Den dag Sakarias valgte at komme til verden! |
|
Da jeg stod
op havde jeg lidt ondt i maven, altså spise-maven. Da det ikke rigtig
var gået over, og jeg syntes jeg begyndte at få lidt ondt i ryggen op af
formiddagen ringede jeg til min mor og bad om hendes vurdering. Hendes
alarmklokker slog straks i gang, for sådan startede hendes fødsler, jeg
var lidt skeptisk for nu har jeg jo altså prøvet at føde før, og sådan
startede min altså ikke! Jeg ringede dog til fødegangen alligevel, fik
en god snak med en jordemoder og efter lidt tid besluttede hun sig for
at sende en ambulance - med lyd og lys. Temmelig pinligt, syntes jeg,
for en omgang diarré eller hvad det nu ville udvikle sig til i løbet af
dagen. Min mor tog straks fri fra arbejde og tog med ambulancen. På turen blev vi sendt omkring Randers sygehus, man var nu bange for at moderkagen var havde rykket sig løs, og det var det der gav smerter, for veer var der ikke nogen af. Min mor stod noget chokeret ud af ambulancen og sagde som det første da de åbnede om til mig at, hun kunne have sparet weekendens tur på Bakken, for at køre gennem de små byer med 140 km i timen var mere end rigeligt spænding for hende. Rene stødte til os kort efter. Med højt humør blev jeg så undersøgt på fødegangen i Randers, baby havde det fint, han oksede af sted der inde. Alt vel, men der skulle selvfølgelig køres en kurve og laves en undersøgelse af mig. Kurven viste at inde bag mine konstante smerter lå der rent faktisk nogle småveer og drillede. Min mor fik ret, ikke alle fødsler er ens! Undersøgelsen viste at der var åbent for 2 fingre, men stadig 5 mm livmoderhals tilbage, og sådan kunne jeg gå i flere uger. Dog ville de sende mig videre til Skejby så de også lige kunne tjekke op på det, da det jo var mit fødested. Os videre på tur, og det første der mødte os nede på parkeringspladsen var en punkteret bil, så Rene måtte i gang med at skifte dæk inden vi kunne tage videre. Jeg stod grinende og så til, og var i vældig humør. Stadig med smerter, stadig ingen veer, så vi besluttede os for at finde noget at spise på vejen, jeg havde ikke spist, og det havde de andre heller ikke så vi svingede forbi BurgerKing hvor folk gloede noget da jeg trippede rundt i hele restauranten for at undgå alt for mange smerter. I Skejby vurderede de ligeledes at der var passage for 2 fingre, 5 mm livmoderhals, og småveer. Mens jordemoder og læge skulle lægge en plan blev vi bedt om at gå en lille tur, og da vi kom tilbage en time senere, hvor jeg ikke havde haft yderligere smerter blev jeg undersøgt igen, med ordene; Velkommen i fødsel. Jeg var nu 4 cm åben og ingen livmoderhals, troede ikke rigtig på det, for jeg havde stadig ikke veer som veer skal være, bare ondt. Lægen og jordemoderen havde besluttet at tage vandet, for jeg havde sagt at hvis der skulle ske noget, så skulle det altså være overstået inden midnat, for jeg havde jo en 6 års fødselsdag i morgen! |
|
Så skal der
fødes! |
|
Vandet tog de så kl 15.40, og 20-30 minutter senere begyndte veerne, og jeg kom straks i tanke om hvor smertefuldt det var at føde sidst, og fortrød inderligt at jeg havde sagt at jeg bare ville have det overstået, nu kunne jeg sagtens gå helt til termin og længere endda. Kl. 17 bad jeg om en epidural, og proklamerede at nu kunne jeg altså ikke mere, jeg ville hverken have lattergas, ilt eller noget som helst andet, jeg ville dopes. Assistenten som tog imod besked mente nu lige at jordemoderen skulle tage et kig på mig først, og jeg brølede som et andet fødsels-monster at det måtte hun hjertens gerne, bare jeg kunne få noget smertestillende NU! Da jordemoderen endelig kom, for det tog sin tid, endnu en med mulig moderkageløsning var kommet ind, og det var trods alt vigtigere end jeg. Det brokkede jeg mig noget over for jeg mente mine smerter var mindst lige så vigtige. Assistenten gav mig masken med ilt, og kort efter noget lattergas, og så brølede jeg ellers som en bisonokse i brunst. Jeg undskyldte flere gange mens jeg kort efter bandede dem alle langt væk. Endelig kom jordemoderen, og skulle undersøge mig så jeg kunne få det pokkers smertestillende. Men nej nej, nøjagtig som ved min første fødsel blev jeg snydt. 9 cm åben, og egentlig bare klar til at presse. Rene var taget hjem kort før de tog vandet for at komme ud af arbejdstøjet og den stakkels mand var samtidig med at jeg bad om epidural blevet ringet op og havde fået at vide at jeg lå med voldsomme smerter, han skulle komme nu. Han trådte ind af døren mens jeg skreg allerværst, og max 5 minutter efter hans ankomst blev han far. Denne gang kan jeg prale med at jeg fik presseveer, hele to fik jeg, og på de to kom lille Sakarias til verden, efter en kort fødsel på 2 timer fra første rigtige ve. kl. 17.28, d. 28. juli 2008 blev vi forældre til det smukkeste lille rødhårede væsen. Knap 5 uger før tid, men stadig med en kampvægt på 3000 gram, og en længde på 49 cm. |
|
En stolt
storebror møder sin lillebror for første gang. |
|
Noget af
hans størrelse kan nok skyldes at herren har suget næring fra to
moderkager, for da moderkagen langt om længe blev født viste det sig at
der rent faktisk var to. Han havde ligger i sine hinder, og på hinderne
var der til hver side en moderkage, midt i imellem dem delte navlesnoren
sig så begge havde fungeret, givet ham næring, og gjort ham til at kæmpe
baby - Klar til at komme til verden før tid. Desværre havde han lidt problemer med vejrtrækningen, ikke meget, men han knirkede hvilket kunne tyde på at han ikke havde fået lungerne klappet helt ud. Derfor blev han holdt varm ved at blive svøbt i en plasticpose. Børnelægen kiggede på ham, men mente nu mest af alt at det var hygge-knirke-lyde, og derfor fik vi lov at beholde ham hos os. Den stolte storebror kom kl. 20 og var ikke et sekund i tvivl om at det var den bedste fødselsdagsgave han overhoved kunne få. Assistenten som lige havde givet Sakarias flaske lagde ham hos Sebastian, og der var ikke et øje tørt mens han sad der og kyssede, nussede og snakkede med sin lillebror for første gang. Da vi var kommet på barselsgangen ville de igen have en børnelæge til at kigge på Sakarias, nu kunne vi alle se han var blevet blå, og om det skyldtes iltmangel eller tryk under lyn-fødslen vidste de ikke. Heller ikke denne gang tog de ham op på børneafdelingen, vi gik til ro og jeg lå og kiggede på ham indtil han skulle have mad igen kl. 01. Endnu en gang måtte børnelægen tilkaldes, og denne gang tog de ham med. Hans vejrtrækning skulle overvåges på neonatal/børneafdelingen, og vi blev tilbudt at komme med op og se hvad de gjorde ved ham, og vi takkede selvfølgelig ja. Ingen skulle tage min baby uden at vise mig hvad de gjorde af ham! Det blev en frygtelig nat for mig, jeg fik overhoved ikke sovet, for jeg blev ved med at tænke på hvad de gjorde, og hvor forkert at det var jeg nu lå endnu en gang på Y1, men denne gang hverken med barn i maven eller i vuggen. Da jeg endelig måtte komme op på neonatal til morgen var det en træt men meget lykkelig mor der så sin søn igen. Jeg fik lov at pusle ham i kuvøsen, og kort efter fik jeg lov at få ham ud for at give ham mad. Ved stuegang kunne lægen glædeligt meddele os at vi har en superbaby, og der er ingenting galt med ham.
Opholdet på
barselsgangene blev til 5 dage da jeg blev meget syg efter fødslen,
først på 3. dagen fandt man ud af at hele moderkagen ikke var kommet med
ud og jeg måtte igennem en udskrabning før jeg blev frisk nok til at gå
igen. |
|
½ døgn
gammel i sin lille kuvøse |
